Skolepakken giver et barn fra Land of Hope en god skolestart
I Nigeria kan de offentlige skoler ikke tilbyde børn de mest basale faciliteter såsom borde og stole. Hvis et barn mangler bord og stol, må det sidde på det kolde gulv, som ofte er fyldt med huller, eller sidde klemt sammen i vindueskammen med andre børn. Land of Hope har et samarbejde med den lokale tømrer, der bygger skoleborde og stole til alle vores børn.
Skoleuniformer er obligatoriske i Nigeria. Og hvis et barn ikke har uniform på, bliver det nægtet adgang til undervisningen.
Viden er nøglen til at bekæmpe overtro
Uddannelse er en grundlæggende ret for alle børn, men i Nigeria går 18,5 millioner børn ikke i skole, fordi udgifterne er for høje. Det er det højeste antal i verden – og det er bestemt ikke godt for landets udvikling. Vi ved, at når børn, uanset ophav og levevilkår, kommer i skole og får adgang til viden, så påvirker det hele samfundet positivt.
Land of Hope arbejder målrettet for, at de børn, vi redder, ikke bare overlever, men får en uddannelse som fundamentet for et selvstændigt liv. Vi sikrer, at de får en plads på lokale skoler, så de bliver integreret med andre børn fra lokalområdet. Det er vigtigt for vores arbejde med at nedbryde overtro, at de ikke bliver fjernet fra lokalområdet. I stedet skal vi vise, at de ikke er hekse.
Skolegang heler børns traumer
Børnene på Land of Hope elsker at gå i skole. De står tidligt op og tager deres skoleuniformer på, som de bærer med stolthed. For de tager ikke skolen for givet. De elsker at lære nye ting og arbejder hårdt med deres lektier. Hver dag. For dem er skolen meget mere end læring og viden. Det er her, deres traumer heles. Her, hvor de langsomt kommer til live igen og får selvtillid og tillid til verden tilbage.
Én af vores drenge, Elijah, kunne næsten ikke et ord på engelsk, da vi reddede ham i 2017.
Efter hans mor døde, beskyldte hans tante ham for at være heks. Han blev efterladt til sig selv og siden tortureret. En landsbybeboer fandt ham på gaden og tog ham med på politistationen, som kontaktede os. Det var en meget traumatiseret og handlingslammet lille dreng, der kom til Land of Hope. Med snitsår over hele kroppen. Elijah måtte vi hjælpe tilbage til livet – og skolen blev et fristed, som gav ham håb for en tryg fremtid.
Efter blot 2 måneder i skole kunne Elijah tale flyende engelsk. I dag får han topkarakterer i skolen, og udover at være en meget omsorgsfuld og hjælpsom dreng, elsker han at læse bøger og spille fodbold med de andre børn på Land of Hope.














Støt børnene
Red flere liv
Vis din støtte